Jens Søndergaard - mellem Hav og By

hedder udstillingen på det lille hyggelige museum Øregaard i Hellerup ved København.
Huset var oprindeligt sommerbolig for storkøbmanden og skibsreder Johannes Søbøtker og minder om en herskabsvilla.
Stuen og første salen danner indtil 27. januar 2019 rammen om ca. 50 værker af Jens Søndergaard. Flere af dem er med i filmen "Farvekraft ad helvede til", men der er også nye værker fra private i området.

Udstillingen i Øregaard Museums stemningsfulde rum tilbyder intime fortolkninger af Jens Søndergaards materiale, lige fra små nærstudier til større værker af velkendte motiver, så de eksistentielle lag i kunstnerens maleri kan blive udfoldet med øje for hidtil oversete sider af hans virke. I storbybillederne viser Søndergaard bl.a. en original forståelse for samtidens internationale strømninger som fransk kubisme og tysk ekspressionisme. Men der knytter sig også andre ufortalte historier til Søndergaards storbyengagement, for eksempel den omstændighed, at han faktisk skabte både københavnerbilleder og motiver fra den jyske natur i sit atelier på Rådhuspladsen i København og i vid udstrækning også fandt afsætning for sine værker på kunstmarkedet i byen.

Museets åbningstider: Onsdag til fredag kl. 13 - 16 og lørdag til søndag kl. 12 - 16.

* Ser du filmen i biografen kan du med din billet få 10 kr. i rabat på indgangsbilletten til museet.

Anmeldelse af Søndergaard udstilling på Øregaard Museum
af Adam Grandjean til avisen Villabyerne 25. september 2018.

Øregaard Museum viser mageløs kunst af den ekspressive kolorist Jens Søndergaard under temaet ' Mellem hav og by'.
Cykelhandlerens søn fra Sydmors, Jens Søndergård, ville ikke lappe cykler, men hellere tegne og male.
Som andre kunstnerspirer i tiden kom Jens i 1909 som 14-årig i malerlære og på teknisk skole i Vestervig i Thy.
Senere i 1917 drog han til København og tog et uafsluttet kursus på Statens Tegneskole.
Fritiden som soldat i Jægersborg gik med at tegne og male, bl. a. motiver fra Ordrup Mose, som måske kunne give adgang til Kunstnernes Efterårsudstilling. Men ak, han afvises.

Temperament og talent
Temperamentet syder ikke blot i motiv og farve, men også i forholdet til Kunstakademiets professorer. Det varer blot tre måneder.
Søndergaard er anderledes, vild, mystisk, ekspressiv. I 1920' erne er han søgende, eksperimenterende med impulser fra bl. a. Edvard Munch, van Gogh, Oskar Kokochska og tyske ekspressionister som Emil Nolde og Ludwig Kirchner.
Han klør på og får 11 billeder med på KE. Kunstkritikeren Leo Swane, senere direktør for Statens Museum for Kunst, betegner Søndergaard som den mest talentfulde kunstner på udstillingen. Han skrev: " Næppe for nogen anden dansk kunstner har stemningen, den sjælelige indstilling i den grad været grundlaget og målet for malerkunsten." Søndergaards palet gløder.

Arbejde og familie
I disse år bliver Søndergaard gift med Thora Maria Johansen fra Ordrup, og de får Annelise i 1924. Annelise bliver i øvrigt som voksen en meget talentfuld kunstner (som Øregaard Museum gerne må vise engang), og hun ligger begravet med forældrene på Ordrup Kirkegård.
Søndergaards motivverden er dels det svimlende, utæmmede Vesterhav og det barske landskab i Thy med dens anonyme, underligt fraværende, Giacometti-agtige menneskeskikkelser, dels bymotiver fra København.
Hele farveskalaen anvendes, for der skal, som Søndergaard har udtalt, være " farver ad helvede til". Om sommeren står Søndergaard med sit staffeli i naturen ved Bovbjerg, hvor han i 1930 havde købt sommerhus.
Om vinteren står han i ateliervinduet på Rådhuspladsen og Nørrevold med slud og sjap. Centralt i Søndergaards.

Tematisk udstilling
Udstillingen på Øregaard er tematisk opdelt: Mellem hav og by, Urolige landskaber, Mennesker, Himmel, hav og horisont og Under evighedens synsvinkel.
De flkender Jens Søndergaards landskabsbilleder. Interessant i denne visning er billederne fra storbyen, bl. a.de tre arbejder fra Rådhuspladsen (bemærk vinduesrammen) og billederne ' Caféliv (Lautrec?) fra 1933-34 og ' Fest i hyblen' (Matissetapet?) fra 1920.
En montre viser små fiskitser, der drager paralleller til billeder i rummet. Andre viser erotiske tegninger af modellen og elskerinden But, som maleren ufrivilligt havde ' nedlagt' på cykel på Rådhuspladsen og senere besøgte på hospitalet.
Et mindre rum på 1. sal viser to ' entartede' værker, som nazisterne beslaglagde under en udstilling i Berlin i 1937, og et stort Skt. Hans aften-maleri i naborummet fra 1948 trækker tråde tilbage til Krøyers Sankt Hansblus fra 1906.
Hvor skagensmalerne gjorde Skagen berømt ".. gjorde Søndergaards vesterhavsbilleder Vestkysten og Bulbjerg hot," som udstillingens kurator, Lotte Nishanthi Winther, så præcist udtrykker det, " og i en sådan grad, at de mange mennesker efter Søndergaards mening ' stjal' hans motiv." Det er grunden til, at han i 1948 køber et sommerhus ved Stenbjerg i Nordvestjylland.
Jens Søndergaard modtager et hav af priser og rejselegater og bliver en velhavende mand med strandvejsvilla og flsommerhuse.

Efter hans død i 1957 indrettes hans sommerhus i Bovbjerg til Jens Søndergaard Museum.
Datteren Annelise arver sin fader, og efter hendes død bliver alt solgt på auktion. En del af midlerne fra salget indgik i det nystiftede J. S Fond, der årligt uddeler Danmarks største kunstnerpris.
Udstillingen, der har åbent onsfre 13-16 og lør-søn 12-16, slutter den 27. januar 2019. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med HEART Museum of Contemporary Art, og flere billeder kommer fra udlånere i vores lokalområde.

Udstilling på Heart

Museet Heart i Herning havde en stor Jens Søndergaard udstilling som havde fernisering den 26/1-2018.
Udstillingen kunne ses frem til den 2. september. Det blev den mest besøgte udstilling i Hearts 9 års levetid og gav en fremgang på 40 procent i besøgstallet i forhold til samme periode sidste år. Tal der vidner om, at Jens Søndergaard stadig er populær selvom han døde for over 60 år siden.
 

FANDENIVOLDSK FARVEGLÆDE JENS SØNDERGAARD PÅ HEART
Magasinet Kunst 14. april 2018 af Tina Kristensen.

" Jeg sidder alene På den lille beværtning Ved en kaffe og brød Forhen var det der, Hvor jeg pralte, bandte og drak Og fortalte, latteren rullede Gennem det lille lokale. Jeg sang, råbte og skreg Nu sidder jeg ene tilbage Med kaffen Og minderne". (Søndergaard digt)

At se udstillingen " Jens Søndergaard - Farvekraft ad Helvede til" er som at læse en bog. Man går fra kapitel til kapitel. Læser teksten på væggen, citater og korte tekster, der slår en tone an. Med afsæt i disse oplever man værkerne i rummet. Det er et greb, der er yderst vellykket i netop denne sammenhæng.

Jens Søndergaards liv præsenteres her på nuanceret vis, og man kommer i den grad tæt på kunstneren.

Vi møder kvinderne i hans liv. Hustruen, datteren, moderen og bedstemoren, skildret i tunge farvemættede værker og kraftfulde skitser - siddende, læsende. Med brede ekspressive strøg arbejder Søndergaard motiverne frem, og rum efter rum udfoldes forskellige emner - havet, sommeren og familien.

Det er en stemningsfuld udstilling, som tegner et flot portræt af en af Danmarks største ekspressionister.
" Jens Søndergaard - Farvekraft ad Helvede til" kan ses på Heart frem til d. 2. september.

Øregaard Museum i Hellerup

Udstilling under opbygning på Heart i Herning.

© 2015 All rights reserved.

Powered by Webnode